Når man tager springet hjemmefra, er der pludseligt mange ting, man skal forholde sig til. Noget, som Rasmus Rask Rønnow kan nikke genkendende til.

Af Sine Ørslev Noer

Sydney var et lukket kapitel. Et kapitel, som Rasmus kunne se en ende på. Nu åbner sig et helt nyt. Et nyt kapitel med udfordringer, brætspil og savnet til mor og far. Noget, som giver Rasmus en ambivalent følelse. Et kapitel, hvor han ikke længere kun skal tænke på sig selv, men også skal tage hensyn til sine tre nye roomies.

Rasmus er 22 år gammel og har netop brugt fem måneder i Sydney. Blot otte dage efter hjemrejsen fra Australien flyttede han i midten af januar til Aarhus. ”Nu skal jeg til at finde mig en hverdag, som er længere sigtet end bare
få måneder. Jeg skal danne grundlaget for
mit voksenliv.”

Fire mand i en ny bolig
Rasmus har, af flere omgange, boet selv i Australien, men har nu fundet en lejlighed i Aarhus med sine højskolevenner. Noget, som kan give udfordringer. Rasmus siger, at han i starten tænkte: “’Jeg skal bare have mine ting med, og så kører det derfra.’ Men der er meget. Specielt når man er fire mand i en ny bolig.” Fællesøkonomi er især blevet diskuteret. Efter Rasmus’ erfaringer i Sydney kunne han hurtigt konstatere, at det ikke ville fungere. ”Jeg synes, det kan være lidt specielt, når den ene synes, at vi skal købe syv forskellige krydderier til det indiske køkken. Jeg har ikke behov for at betale dyre domme for krydderier. ”Mest af alt giver den nye lejlighed Rasmus en masse fordele. Før kunne aftenerne i Sydney være stille og ensomme, nu er de fyldt med liv og højskolehygge. ”I går sad jeg i lejligheden og fik en øl på en mandag aften sammen med min ene roomie. Det er mega hyggeligt, at der er nogen omkring en,” siger Rasmus.

Fremtidens muligheder
Det nye kapitel var været en omvæltning for Rasmus. ”På mange måder føler jeg, at jeg er længere væk hjemmefra i Aarhus, end jeg var, da jeg boede i Sydney.” I Sydney var Rasmus mindre tilgængelig. Han var på den anden side af kloden. Nu er Rasmus flyttet ud hjemmefra, har taget sine ting med og kommer formegentligt ikke til at bo hos sine forældre igen. Udover den ambivalente følelse, som flytningen har givet ham, fortæller han: ”Mest af alt er jeg bare glad og fortrøstningsfuld for, hvad fremtiden bringer.”